I min optik findes der ikke noget bedre, end at stå og vaske nyopgravede kartofler eller nyplukkede kryddderurter udenfor. Mens man samtidig kan deltage i samværet med familien og nyde et glas rosé i solen.

Derfor var det dejligt, da vores udekøkken blev færdigt med vask, vand og hele molevitten. Min kæreste tog endda fliser op hele vejen fra vandudtag (10 meter!) til vandhanen – så vandslangen kunne skjules under fliserne.

Udekøkken på budget
Køkkenet er absolut ikke fancy, blot bygget op med nedstøbte stolper og brædder. Ovenpå har vi lagt fliser, der var tilovers fra vores anlagte terrasse. Men køkkenet er hyggeligt og fungerer også utrolig godt som bardesk, hvor der forhåbentlig skal drikkes mojito’er og rosévin hele sommeren…
Da vi flyttede ind for lidt over 1 år siden, var haven helt tilgroet (se før og efter billeder af haven her) og her hvor køkken og spisekrog er nu, var der parkeringsplads! Så er det nu mere hyggeligt med et udekøkken og krydderurter…

Hyggekroge i haven med krydderurter
Gasgrillen er integreret i køkkenet og så har jeg plantet et lille æbletræ op af hjemmebygget espalier, der giver lidt hygge. På væggene har jeg opsat kurve med krydderurter, som man bare kan gå og nippe af. Det er bare fletkurve, hvor jeg har sat plastik indvendig og lagt sten i bunden som dræn. Hvor længe de holder, det aner jeg ikke – men til en 10’er for 3 kurve på et loppemarked, så går det nok…

Vores vintønde har fundet vej til hjørnet i spisekrogen, og så fandt vi dette dejlige havemøbelsæt i min yndlingsbutik (outlet) – hvor de har alt det man ikke kan undvære og lækre designs til billige penge (læs indlæg om min yndlingsbutik).
Måske du er blevet inspireret til at lave dit eget udekøkken? Det er ikke svært, hvis jeg kan – så kan du også. Uanset hvad, så håber jeg, at du også vil nyde sommeren med rosévin, krydderurter og varme fra solen.
/Charlotte
Vil du læse flere indlæg om have? Så tjek hele kategorien Have.