Få nye fliser på 15 min

0
1293

fliserEr du også træt af dine badeværelsesfliser? Og måske ikke lige har tid, råd og overskud til at fjerne fliser m.m. Eller måske bor du til leje, og må ikke liiiige begynde at male på fliserne? Jeg var ret træt af mine fliser (se før billede nederst). Ikke blå, ikke grå – en ubestemmelig farve. Men så prøvede jeg lige at være lidt kreativ og sætte transparente labels på udvalgte fliser. Jeg synes egentlig, at det blev meget sødt.

Man kan jo vælge hvilket motiv man ønsker. Marrokko-inspirerede mønstre, ensfarvede, musselmalede eller citater.

De transparente ark koster ca. 10 kr. stykket i A4 størrelse. De hedder Avery L7567 og kan købes mange steder. Fx her til kr. 219,00 for 25 stk. (En tilfældig site jeg fandt, søg selv andre for at finde andre priser/leverandører) 🙂

Her ser du billede af, hvordan det tager sig ud i sin helhed. Jeg har også upgradet min vindueskarm med hylde og en masse nips og planter, men mere om det i et andet indlæg. Nedenstående finder du en Step-by-step til at lave disse “fliser” på max 15 min.

vindue

En hurtig step by step ville være følgende:

1. Find dit motiv/flisemønster som billede

2. Brug et billedredigeringsprogram eller fx PowerPoint

3. Indsæt dit billede i programmet og tilpas til dén størrelse som din flise på væggen er. Den må godt være et par millimeter større, men skal ikke gå henover fugen. Du skal lave et motiv pr. flise – da det ikke er pænt at lave label henover en fuge

4. Vær opmærksom på, at du godt kan have flere “fliser” på ét A4 ark, så du ikke spilder pladsen

5. Så printer du bare din label ud – jeg har ikke oplevet en printer, der ikke kan printe på disse labels. Du skal sørge for at dine printerindstillinger ikke står til “Fit” eller “Tilpas”, for så bliver “flisen” mindre/større end dét mål du har sat i dit billedredigeringsprogram

6. Jeg printede mine “fliser” i sort/hvid, da jeg ikke har en farveprinter. Men efterfølgende har jeg farvelagt lidt hist og pist med tynd vandbaseret maling for at skabe den doucherede farvelægning

7. Så skar jeg “fliserne” til med en hobbykniv og en lineal som hjælp til at skære lige.

8. Nu skal du så bare montere og det er mega nemt. For hvis du får sat din label forkert, er den lige til at tage af og prøve igen. Der bliver heller ikke skabt mange luftbobler, men kør alligevel håndfladen henover og jævn ud. Start fx med de øverste to hjørner, at de sidder lige – så burde resten også gøre det

Jeg tror ikke, at du skal sætte disse labels op i selve brusenichen – så meget vand kan det vist ikke tåle. Vi har nogle siddende på 4. måned i vores køkken og de bliver jævnligt tørret over med en klud uden at blive beskadiget.

Husk, at disse labels er transparente, så du vil kunne se din egen flisefarve igennem (hvis du har noget hvidt nogle steder på dit mønster – for en printer kan ikke printe hvidt).

Jeg håber, at jeg har givet lidt inspiration til, hvordan du kan skabe lidt liv på kedelige fliser. Og for ca. 3,- pr. flise, så kan man jo nok prøve sig lidt frem – og i næste måned sætte noget andet op, hvis man bliver træt af sit motiv.

/Charlotte

PS: Ovenstående step-by-step var hvad der fungerede hos mig og ingen dyr kom til skade ved forsøget. Disse labels er jo ikke decideret beregnet til dette formål, så ovenstående blot som inspiration – jeg aner ikke om de falder ned i morgen pga fugt, men jeg tror det nu ikke :-).

fliser-foer

SKRIV KOMMENTAR

Venligst skriv din kommentar
Skriv venligst dit navn her