Fra skrot til 7’er stol med kant

0
1573

Det er sjældent, at jeg næsten opgiver et igangværende projekt… Men da jeg fandt 4 syverstole på DBA for samlet kr. 200,- så måtte jeg eje dem og gøre noget ved dem. Men hold nu op, de var godt nok ramponerede. Der var ikke mange sammenhængende centimeter med finér tilbage på stolen – og stellet var brunt af rust. Det gode var, at ryggen ikke var blød og stellet ikke gennemtæret af rust.

Jeg gik igang med fleksibel polyfilla, slibe, polyfilla, slibe osv osv osv. Til sidst fik jeg da et hæderligt resultat – det lignede stole. Stellet smed jeg i colabad – det vil sige vædet vat med cola blev viklet om benene. Og vupti, så stod stolen lige pludselig ret fin og jeg kunne gå igang med at male og være kreativ. Efter at have sprøjtemalet den 3 gange, ville jeg give den et anderledes look…

Da stolen blev sat i stand lige omkring angrebet i Frankrig, gjorde billedet af Søren Brun indtryk på mig – derfor skulle det være motivet på den ene stol. Jeg satte min projektor op og malede først tegningen med blyant på stolen og efterfølgende fulgte jeg stregerne med sprittusch. Til sidst farvelagde jeg den med fortyndet vægmalingsprøver. Og til allersidst fik den en gang lakspray.

Jeg var rigtig godt tilfreds med resultatet, men jeg var ved at give op flere gange – for det tog lang tid. Til gengæld fik jeg 4 stole, som havde sit helt eget præg. Nogle skulle nemlig ud til andre familiemedlemmer, så udseendet på dem var meget forskellige. Ville jeg gøre det igen? Ja, selvfølgelig – for jeg elsker min “Je suis Charlie 7’er stol”.

7er-stol-nu-3

SKRIV KOMMENTAR

Venligst skriv din kommentar
Skriv venligst dit navn her